Lige om lidt går tiden hurtigere igen. Eller det vil sige, at gymnasiet starter igen i morgen. To år er allerede gået, og det i sig selv er jo skræmmende, for man har oplevet så meget, lært så meget og nydt så meget, at man helt glemte at tænke på tiden. Om et år er jeg forhåbentlig en glad student, der har taget sabbatår og er ved at planlægge de sidste detaljer for den rejse, jeg skal på.
Ind til videre er planerne enten, at jeg skal til USA og være med i et lederteam på en summercamp for børn. Eller tage et intensivt kursus i fransk, hvorefter turen så går til Frankrig for at arbejde på en vingård eller lære at være fransk kvinde i en større fransk by. Eller tage intensivt kursus i italiensk, for derefter at benytte mig af min muttis kontakter i Italien og sørge for at blive indlogeret et sted, hvor jeg ved, at nogen kan hjælpe mig med at benytte mig af det italienske og på den måde komme til at lære kulturen at kende. Jeg drømmer lidt om, at det skal være som i film, jeg har set. Først og fremmest den livskloge film Eat Pray Love og dernæst inspireret af en film, jeg så forleden sammen med en veninde, hvor de næsten snakkede mere italiensk, end de snakkede engelsk (To Rome with Love af Woody Allen). Jeg var helt italiensk oven i hovedet bagefter, og følte mig så inspireret til at rejse til Italien. Man har vel lov at drømme og håbe på, at det går hen og bliver et eventyr, der kan gøre mig lidt klogere på livet.
Ingen, som letter livets byrde for en anden, er unyttige her i verden.
- Charles Dickens
/Line
