Agnes Obel

Hun er genial, hendes musik er genial. I hvert fald det af det, jeg har hørt.

Min ynglings for tiden:

Sammen med denne her:

Drøm sødt, sov dejligt
/Line

The Woods Are On Fire, But Mother Earth Is Still Standing

Et billede jeg følte trang til at male i dag. Er selv ret tilfreds med udfaldet. For det er ikke altid, man kan få det, man har i hovedet, ned på et lærred.

Slog lige op i en ordbog for at oversætte et ord med l, og på den  første side jeg stopper ved, kigger jeg lige lidt.. Og det første ord der fanger mine øjne er altså lem. Topsi dig og din humor ikke, den smitter af, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig, og det bragte et smil frem.

Oversættelsen lyder således: lem; det mandlige ~ the male member (el. organ)

Ja.. Så ved i også det..

De kloge ord for i dag: Enhver er herre over egen skæbne

/Line som er lykkelig over at have weekend

Hvad skal man tro på?

Jeg har fundet ud af med mig selv, hvad jeg tror på, når det kommer til Gud eller ingenting. For jeg er et sted i midten.
Jeg tror ikke på, at der sidder en Gud, en skabning, oppe i skyerne og kigger på os mennesker på jorden. Men jeg tror på, at der er et eller andet mere mellem himmel og jord. Et eller andet, der gør, at vi ikke kan vide alt, og at vi aldrig kommer til at vide alt. Men hvad er alt? Og hvad er ingenting? Hvad er det for nogle størrelser? Det vides jo egentlig ikke. Hvornår ved man at der ingenting er? Var der ingenting før Jorden?
(Kan se det er ved at udvikle sig til en masse spørgsmål, men jeg vil egentlig bare sætte nogle tanker i gang hos jer. Nogle tanker jeg selv har haft, og egentlig stadig har)
Kan du forestille dig, at før Jorden, var der ingenting? Hvis jeg begynder at forestille mig, at der ingenting var, får jeg sådan en meget mærkelig fornemmelse i maven, sådan en forvirring blandet med uvidenhed og nysgerrighed. Det kan jo ikke bare være opstået af ingenting..
Derfor tror jeg, der er et eller andet, ud over det vi ved. Dette kaldes at være agnostiker. Når man ikke tror, der er nogen Gud, men at der er et eller anden mere mellem himmel og jord.

Men uh, hvor er det dog skønt endelig at have weekend. Især ovenpå en uge med en del afleveringer.
Glade knus fra mig

Og så bare lige et lille link til en skøn og afslappende sang:
Coldplay - We never change

Nogle gange når man drømmer

Drømme er en mærkelig ting. De kan være gode. Nogen gange drømmer man slet ikke om natten. Andre gange drømmer man om dagen. Og så kan drømmen også være ubehagelig uden, at det er et mareridt. Sådan en slags drøm havde jeg i nat - og det var ikke rart.
   Jeg drømte at min hund ikke havde det godt, og at den til sidst døde. Det var ikke særlig rart, og jeg græd gennem hele drømmen. Hun var blevet sådan lam af en slags i bagkroppen, og havde det så skidt, og til sidst mente min far, at hun skulle løbe og være glad, inden hun skulle bort. Og det skete så, også selvom hun var lam, at hun løb rundt sammen med mig og min familie, og til sidst løb hun bort og forsvandt. En ubehagelig drøm, men den endte jo på en måde godt? Men nu er spørgsmålet så bare: hvorfor drømme lige præcis det?
   Der var ting i drømmen jeg var med til at styre. På en måde. Det er jo egentlig mig selv, der styrer hele drømmen, men fra min underbevidsthed. Kan man være sur på sin underbevidsthed?

Underbevidstheden er i det hele taget en spøjs ting. Det er måske egentlig også den, der gør, at man ikke præcis ved hvem man selv er. Et af de mest geniale spørgsmål, hvor der intet svar er, er "Hvem er jeg?"
Who would know?

Stort knus
/Line

Det der med e-mailadresser

Det her bliver et knap så filosofisk indlæg, men jeg har bare tænkt over dette et stykke tid nu. Har efter hånden fået mange kommentarer til min e-mailadresse, da den virkelig bare er komisk, barnlig og intetsigende. Men der er altså en grund! Jeg skulle lave den dengang det helt nye var msn (det virker så gammelt i forhold til alle de chatrum, der er nu, som jeg slet ikke kan følge med i..). På det tidspunkt var jeg altså omkring de 10 år, og jeg måtte bestemt ikke nævne mit rigtige navn i e-mailadressen. Det resulterede så i, at jeg bestemte der skulle stå line-hund, og jeg har altså ikke taget mig sammen til at lave en ny.
Jeg synes stadig den er lidt plat, hvilket jeg altid har synes, men den er altså også ret hyggelig, og jeg beholder den ind til jeg tager mig sammen og laver en ny.

Omkring den teknologiske udvikling er jeg begyndt at forstå mine forældre bedre. Det bliver jo sværere og sværere at følge med. Jeg fik fx min første mobil da jeg gik i 5. klasse - nu kan man se 2. klasser og 3. klasser rende rundt med den sidste nye mobil. Og selv på det punkt med at have den sidste nye mobil, der kan jeg ikke følge med, og det går hen og bliver frustrerende.
   Mine forældre kan heller ikke rigtig finde ud af princippet med facebook, twitter etc. Og det kan jeg sådan set godt forstå! Det går alt sammen for hurtigt. Det går så hurtigt, at vi glemmer at holde fast på det, der sker lige nu og her - det menneskelige. For der er snart alt for mange ting, vi skal sørge for at være opdateret på; e-mail, lookbook for mit vedkommende, bloggen her, mobilen for at skrive med dem, man ikke ser hele tiden, facebook, nyhederne, gossip, det nyeste musik, gymnasiet med alle dets opgaver - og så samtidig huske at smile til den verden man lever i, og til tider vinke når man ikke helt ved, hvad der er rigtigt og forkert.
"Bare smil og vink drenge! Smil og vink!" - pingvinerne fra Madagascar. Et genialt citat, der bliver brugt flittigt i 1.t på gymnasiet, underforstået min klasse.

Ikke mere for denne gang, selvom jeg da sagtens kan skrive videre.
Uh, og så lige de kloge ord: Life is to short to wake up with regrets!

Et stort smil og knus fra mig :)

Et par smil til at gøre en glad

Første indlæg!

Se det her skal nok blive sjovt. Første blog-indlæg, og det skal jo selvfølgelig være en appetitvækker, ligesom ens lærere bliver ved med at fortælle en; indledningen skal være en fangende og appetitvækkende for dem, der skal læse det. Så hvorfor ikke for en god ordens skyld forsøge?
Der er en grund til at jeg har valgt at kalde min blog for Filosofisk pusterum, for det er noget, man nogen gange virkelig bare har brug for. Noget man læser, som man så vil filosofere videre over. Det er sådan noget, jeg føler mig god til, for når jeg først starter med at skrive en tanke ned, så kan jeg virkelig filosofere videre. Det var også derfor jeg valgte at læse bogen Sofies verden - en historie der er bygget op om filosofiens historie, og det skal lige siges, at det ikke er nogen nem og kort bog. Tvært imod en lang, tung, men også lærerig og god bog. Den sætter en masse tanker i gang oppe i hovedet på en, giver én en mærkelig fornemmelse i maven, hvis man så tænker for meget, og den kunne også være meget nyttig for alle dem, der efter min mening tænker rationelt.

Måske i også vil vide lidt om mig, og hvad der sker omkring mig i øjeblikket?
   Jeg går i gymnasiet på en naturfaglig linje - hvilket ikke rigtig hænger sammen med, at jeg elsker filosofien. Men sådan er det egentlig med mig; jeg har gået til klaver fem år, nu går jeg til sang, samtidig spiller jeg basketball, hvilket jeg har gjort i tre-fire år - og det er en kombination mange synes er ret spøjs.
På fredag får jeg travlt. Jeg skal først og fremmest i skole, så skal jeg mødes med en ven, som har været så sød at låne mig en rigtig vikingekjole - hvilket jeg synes er ret sejt, at han har. Derefter skal jeg på arbejde, og efter arbejde skal jeg skynde mig at tage denne vikingekjole på og smukkesere mig, for så skynde mig op på gymnasiet til noget fest med tema.

Lige et par kloge ord til sidst:
De billeder, man har i hovedet, kan forvrænges med tiden og glemmes. Hvorimod visuelle billeder kan bringe glemte minder tilbage og vedligeholde begivenhedernes gang.

Glade knus fra mig :)